Få vores nyheder på mail

Digitalt dragtsystem øger sikkerhed og overblik

Pressemeddelelse   •   Jul 18, 2019 08:15 CEST

Både de specialdesignede arbejdsdragter og redningsveste i ESVAGT er nu blevet udstyret med stregkoder, så det er enkelt at spore hver enkelt dragt – uanset hvor i flåden, den befinder sig. Det bidrager til øget sikkerhed og tryghed i arbejdet.

Ny digital dragthåndtering sikrer ESVAGT mod fejl på dragter og redningsveste.

Det er helt afgørende for at kunne levere sikkerhed og support til søs, at man kan stole på sit udstyr.

Derfor bliver alle ESVAGT’s cirka 1.500 specialdesignede arbejdsdragter indkaldt til syn og certificering mindst en gang om året, og det arbejde er nu blevet både enklere og mere effektivt med en ny digital løsning.

“Vi digitaliserer arbejdsgangen, hvilket fjerner en række manuelle opgaver og gør det betydeligt nemmere at bevare overblikket og sikre, at alle dragter er certificerede og klar til brug”, siger Lars Knudsen, Head of IT i ESVAGT.

Færre løft

Det nye system sparer tid og mindsker risici for fejl:

“Tidligere var der flere dokumenter tilknyttet hver dragt, og det var en tidskrævende proces at opdatere og vedligeholde oversigten over dragterne”, siger Service Manager Søren Westphal:

"Digitaliseringen gør dragthåndteringen papirløs, sparer tid og øger kvaliteten. Samtidig undgår vi eventuelle indtastningsfejl, fordi det er stregkodebaseret og enkelt at bippe dragterne ind og ud. Det giver ydermere et betydeligt løft til ergonomien, at man slipper for en række tunge løft med at håndtere dragterne”, siger Søren Westphal.

Øger sporbarhed og sikkerhed

Med digitaliseringen får man et vigtigt redskab til at sikre sporbarhed. Det er praktisk i forhold til forsvundne dragter og lånedragter, men også vigtigt i forhold til at finde fejl og rette dem:

“Digitaliseringen bidrager både til det praktiske i hverdagen og til effektiviteten. Først og fremmest er digitaliseringen et vigtigt skridt i at forbedre sikkerheden for vores søfolk og kvaliteten af vores arbejde, fordi den digitale registrering styrker overblikket”, siger Lars Knudsen.

Udover certificeringen af søfolkenes personlige arbejdsdragter bliver flådens cirka 600 arbejdsredningsveste tilsvarende omfattet af den digitale certificering.

Foto: ESVAGT er uddannet og godkendt til selv at servicere, reparere og certificere dragterne, og det øgede overblik gør arbejdet mere enkelt.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både olie & gas samt offshore vindindustrien. 

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.