Få vores nyheder på mail

Eksamensopgave foran 10.000 gæster

Pressemeddelelse   •   Jun 21, 2017 08:56 CEST

Tre multimediedesignstuderende fra EASV, Sebastian Borg, Martin Bjørnskov og Chris Dyhrberg har lavet afsluttende eksamensprojekt i stor skala: En messestand for ESVAGT på Offshore Wind Energy 2017 i London.

ESVAGT’s messestand til Offshore Wind Energy-messen i London var en eksamensopgave for tre multimediedesignstuderende fra Erhvervsakademi Sydvest.

Da ESVAGT modtog sine gæster på stand N-J40 ved verdens største offshore vindenergimesse i London, var det samtidig eksamenstid for Chris Dyhrberg, Martin Bjørnskov og Sebastian Borg.

De tre multimediedesignstuderende fra Erhvervsakademi Sydvest har nemlig skabt deres afsluttende eksamensprojekt i stor skala: Messestanden var de tre studerendes svendestykke.

”Ofte må man til eksamen nøjes med at beskrive sine overvejelser og skitsere, hvordan det kunne se ud. Her har vi faktisk bygget en stand på verdens største vindenergimesse”, siger Martin Bjørnskov, 22 år.

Han har arbejdet som studiemedhjælp ved ESVAGT og fik herigennem muligheden for at gøre eksamensopgaven til virkelighed. Den var studiekammeraterne Chris Dyhrberg og Sebastian Borg med på.

”Det var noget anderledes end at gå til almindelig eksamen”, siger Chris Dyhrberg, 28 år:

”Vi havde ansvar for et budget og en deadline. Der var et trykkeri, der skulle have noget færdigt, fordi der var et skib, som sejlede”, siger han.

Eksamen fandt sted på Erhvervsakademi Sydvest den 16. juni, men den egentlige prøve stod ugen før, da vindenergimessens godt 10.000 deltagere kunne besøge godt 400 stande – heriblandt ESVAGT’s. Rederiet kvitterede for flot arbejde ved at sende de tre multimediedesignstuderende til London for at se standen live:

”Det var en stor oplevelse og rigtig godt at se, at det fungerede, som vi havde tænkt os. Og så pynter en stand på verdens største vindenergimesse jo på CV’et, når vi nu skal ud og søge job”, siger Sebastian Borg, 21.

Han og Chris Dyhrberg er dog ene om at skulle på jobmarkedet: Martin Bjørnskov fortsætter i ESVAGT umiddelbart efter sin eksamen, men nu på fuld tid.

Martin Bjørnskov, multimediedesignstuderende, har sammen med 2 studiekammerater bygget en stand for ESVAGT til verdens største offshore vindenergimesse i London: ”Det er mere spændende end eksamen. Det er presset på en anden måde!”.

 

Chris Dyhrberg

Sebastian Borg

Martin Bjørnskov

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), hvor kundens teknikere er indkvarteret. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder.. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.