Få vores nyheder på mail

Fitnesskonkurrence gavner sundhed og sammenhold

Pressemeddelelse   •   Dec 11, 2018 08:00 CET

Årets fitnesskonkurrence blev vundet af ’Esvagt Cornelia’, som blandt andet holdt løbebåndet i gang i 24 timer i træk.

’Esvagt Cornelia’ har vundet ESVAGT’s fitnesskonkurrence for alle skibe og landansatte. Det er bogstaveligt talt godt gået, for en del af ’Esvagt Cornelia’s mange point blev sikret gennem to døgn med fuld fokus på løbebåndet.

”Vi besluttede os for at se, om vi mon kunne holde løbebåndet i gang i 24 timer i træk”, siger Henry á Reynatrød, skipper på ’Esvagt Cornelia’:

”Vi valgte at gå for at undgå at belaste løbebåndet for meget, og kunne samtidig sikre, at alle kunne være med. Vi er syv personer ombord, så det var 3½ time per person. Det lykkedes at nå igennem hele døgnet uden at slukke, og vi tilbagelagde 144 kilometer”, siger han.

Også den anden besætning på ’Esvagt Cornelia’ gik til den – her nåede man op på 18 timers travetur, og sammen med romaskine og motionscykler var det med til at sende ’Esvagt Cornelia’ til tops i konkurrencen.

”Det har været motiverende at have konkurrencen, og det har været en del af overleveringen, at vi har ligget godt til. Det er noget, der har gavnet sammenholdet; når den første er i rummet for at træne, så kommer den næste nemmere med”, siger Henry á Reynatrød:

”Vi har også taget de gode vaner med hjem og får motioneret med familien”, siger han.

Nick Vejlgaard Ørskov, Chief Human Resources Officer, glæder sig over engagementet fra ’Esvagt Cornelia’ og andre besætninger og afdelingers side.

”Det er super godt at se så mange forskellige aktiviteter, der har været – der er god inspiration at hente til fremtidige fitnesskampagner. Og så er det glædeligt, at så mange har været med. Flere end 250 kolleger får en præmie som bevis på, at de har opnået over 300 point i konkurrencen”, siger Nick Vejlgaard Ørskov.

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både olie & gas samt offshore vindindustrien. 

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.