Få vores nyheder på mail

Jørgen har pakket den pædagogiske sandwich væk!

Pressemeddelelse   •   Mar 28, 2017 09:22 CEST

Jørgen Mathiassen oplever det som en styrke i sit lederskab, at han nu også kan levere den konstruktive kritik.

Jørgen Mathiassen, maskinchef på ’Esvagt Alpha’, er i det daglige chef for en af to skiftende førstemester ombord – og ind i mellem en praktikant.

For ham har ESVAGT Leadership Education givet indsigt i nogle mekanismer, han kender fra hverdagen – og styrket ham i troen på, at han kan løse de udfordringer, der kommer:

”Jeg er blevet bekræftet i, at meget af det, vi gør, er det rigtige. Så det gør vi mere af”, siger Jørgen Mathiassen:

”Samtidig har jeg fået nogle nye redskaber, som jeg øver mig i at tage i brug. Tidligere har jeg primært fokuseret på de gode ting, når jeg gav feedback. Det, der ikke fungerede, eller det, der var uhensigtsmæssigt, lod jeg være at nævne. Og hvis jeg gjorde det, så var det pakket godt ind i den pædagogiske sandwich med ros på begge sider. Nu er jeg mere direkte: Fungerer det ikke, så siger jeg det. Jeg skælder ikke ud eller hidser mig op, men – jeg får det sagt”, siger han.

Jørgen Mathiassen oplever det som en styrke i sit lederskab, at han nu også kan levere den konstruktive kritik.

”Det tvinger mig til at forholde mig mere til tingene, end jeg gjorde før. Når jeg synes, noget skal gøres på en anden måde, så skal jeg også kommunikere det. Jeg skal kunne forklare, hvad jeg er utilfreds med – det giver en anden overvejelse, end hvis jeg ignorerede det, siger han.

Et andet element, der har været i brug, er personprofilerne:

”Det er meget fascinerende at sætte folk i kasser, og man går jo og gør det bevidst og ubevidst hele tiden. Nu har vi fået redskaber til at agere på det, vi observerer, og en indsigt i måder, vi skal håndtere de forskellige typer, så det bliver en god oplevelse”, siger Jørgen Mathiassen.

Modulet om ’psykologisk afsikring’ har også været i brug. Da ’Esvagt Sigma’ reddede fire sejlere fra en havareret skonnert i Nordsøen, blev sejlerne reddet over på ’Esvagt Alpha’, som var på vej til crew change på ’Esvagt Sigma’.

”Vi tog en god snak med sejlerne om det, der var hændt og fik dem i gang med at bearbejde oplevelsen. Jeg tænkte: ’Hvad kan jeg bidrage med her’ - og det blev så en god snak for at forberede dem på den reaktion, de formentlig vil få”, siger Jørgen Mathiassen.

”Det har jo også lært mig meget om min rolle. Jeg tænker meget over, at hvis jeg vil forandre noget, så skal jeg begynde med mig selv”, pointerer Jørgen Mathiassen:

”Jeg så en gang ledelse demonstreret med kogt spaghetti: Hvis du prøver at få det fra den ene side af bordet til den anden, så får du ikke noget ud af at skubbe det. Men hvis du trækker det, så kan man! Som leder skal man gå forrest!”

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.