Få vores nyheder på mail

Mit ESVAGT: ”Man tager sikkerheden med hjem”

Pressemeddelelse   •   Okt 12, 2014 14:00 CEST

’Esvagt Beta’-skibsfører Jann Bach har fået sikkerhedskulturen i ESVAGT ind under huden.

Naboerne har vænnet sig til, at de ikke skal male gavlen eller klippe hækken fra en usikker stige.

For så skal Jann Bach nemlig nok lade et ord eller to falde om at huske sikkert arbejde: ”Har du sikret stigen” og ”pas nu på dig selv”.

Den 44-årige skibsfører fra Esbjerg er ingen forsigtigper eller selvbestaltet politibetjent. Men han går ganske enkelt ikke forbi en usikker adfærd uden at forholde sig til det.

- Jeg kan ikke lade være. Hvis jeg ser usikker adfærd, så griber jeg ind. Det er med et smil og venligt og ikke med en løftet pegefinger – men jeg gør det, siger Jann Bach.

Han tilskriver det års prægning i ESVAGT, som har fået sikkerhedskulturen til at ligge på rygraden.

- Man tager sikkerheden med hjem, som han siger.

Sikkerhedskultur i fiskeriet

Jann Bach fulgte i familiens fodspor og blev fisker, da han forlod skolen. Efter nogle år i fiskeriet havde han flere kolleger, som søgte ind i det ekspanderende ESVAGT, og de talte varmt om rederiet – og i 1991 tog han samme vej og havde nogle gode år. Fiskeriet trak dog stadig, så efter 2-3 år i ESVAGT tog han igen på havet med trawl og net.

- Da jeg kom til ESVAGT fra fiskeriet, var sikkerhedskulturen i ESVAGT en stor forandring. Jeg var ikke vant til det sikkerhedsfokus. Da jeg vendte tilbage til fiskeriet efter nogle år i ESVAGT, kunne jeg igen mærke, at det var til en anden sikkerhedskultur. Og at mit syn på sikkerhed var anderledes. Fiskeriet havde nok ikke forandret sig, men det havde jeg, siger han.

Da Jann Bach i 1998 vendte retur til ESVAGT, var det for at blive her. Han blev ansat på en kystskipperuddannelse og var på de fleste af den daværende flådes skibe som styrmand, inden han efteruddannede sig til sætteskipper i 2002.

Han blev udnævnt til skibsfører i Esvagt i 2002 og via ’Esvagt Bravo’ og ’Esvagt Preserver’ søgte han til skifteskibet ’Esvagt Beta’, hvor han blev skibsfører i 2011.

- ’Esvagt Beta’ er et rigtig godt sted at være. Vi har en meget stor kontaktflade med både kunder og kolleger, og jeg kan rigtig godt lide at være i kontakt med så mange hver dag. Det er det servicemindede, jeg kan li’ ved det: Vi siger altid til vores passagerer, kunder som kolleger på crew change, at de skal betragte skibet som deres eget. De er ikke gæster! Målet er at skabe et hjem og en rar base for kollegerne både ud og hjem, siger Jann Bach.

Vind er vejen

Den indstilling er alle mand med på. Besætningen på ’Esvagt Beta’ er normeret til syv personer, men er aktuelt 13 mand, fordi det næste job kræver ekstra hænder.

- Alle på ’Esvagt Beta’ er her, fordi vi kan lide at være servicemindede. Det er en fordel at være lidt udadvendt og ekstra indstillet på at løse tingene via teamwork. Folk er valgt ud for de egenskaber, for vi skal lykkes sammen, siger Jann Bach.

Skibsføreren har fundet sit arbejdsmæssige hjem i ESVAGT, hvor han kan kombinere et arbejdsliv til søs med masser af interesser på land. Og så ser han mange muligheder for at blive ved med at lære nyt.

- Det er en stor kvalitet ved ESVAGT, at man hele tiden kan videreudvikle sig. Jeg synes, jeg har udviklet mig hver dag! Enten med uddannelse eller med nye udfordringer. Jeg kan på længere sigt godt se mig selv arbejde med vindenergi, og derfor er det også spændende, at ESVAGT nu bevæger sig ind på det marked også. Jeg er sikker på, der også vil være udfordringer til mig i ESVAGT mange år frem, siger Jann Bach.

Fakta

Jann Bach er far til tre - to drenge på 24 og 16 og en pige på 20. Han bor i Hjerting og er aktiv med al slags sport i fritiden. Golf, dykning, cykling, svømning og skiferier, eksempelvis.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.