Få vores nyheder på mail

MHI Vestas og ESVAGT udbygger samarbejdet med langtidskontrakt på ny Service Operation Vessel

Pressemeddelelse   •   Aug 24, 2017 13:30 CEST

Ny ESVAGT SOV skal supportere MHI Vestas Offshore Wind i Deutsche Bucht Wind Farm projektet.

Ny ESVAGT Service Operation Vessel bliver basen for MHI Vestas Offshore Wind i Deutsche Bucht Wind Farm projektet. Kontrakt for 15 år understreger stærkt og tillidsfuldt samarbejde.

ESVAGT og MHI Vestas fortsætter det tætte samarbejde på offshore vindparker, når ESVAGT i august 2019 leverer endnu et Service Operation Vessel (SOV) til MHI Vestas; denne gang til havmølleparken Deutsche Bucht.

Den ny, 15-årige kontrakt er ikke blot den længste i ESVAGT’s historie, men også den kontrakt, der repræsenterer den største værdi.

”Kontrakten bygger videre på det gode samarbejde, vi har haft med MHI Vestas siden 2010. Vi er meget glade for den tillid, MHI Vestas viser os ved at tegne en ny kontrakt af den længde”, siger CEO Søren Nørgaard Thomsen, ESVAGT A/S.

ESVAGT og MHI Vestas har samarbejdet på havmølleparken Belwind 1 og Nobelwind 1 i Belgien siden 2010. Til efteråret 2017 vil en nybygget SOV begynde en 10-årig kontrakt som afløser for ’Esvagt Supporter’.

Den netop underskrevne kontrakt med MHI Vestas underbygger ESVAGT’s position som global markedsleder på SOV-konceptet til effektiv servicering af far-offshore havmølleparker.

SOV’en udstyres med et walk-to-work gangvejssystem i et specialdesignet tårn med egen kran, som sammen med ESVAGT’s unikke Safe Transfer Boats STB 7 og STB 12 skal bidrage til sikker overførsel af mølleteknikerne, grej og reservedele til turbinerne.

”Skibet bliver optimeret og tilpasset efter kundens behov og ønsker”, siger Kristian Ole Jakobsen, Chief Operating Officer i ESVAGT:

”MHI Vestas har prioriteret et brændstoføkonomisk skib, og vi vil se et særdeles lavt forbrug for et skib af den størrelse. Samtidig bidrager STB12, der er godkendt til at sejle til land, yderligere til at reducere det samlede forbrug af brændstof til drift af parken”, siger han.

Fakta:

SOV’et bygges på Zamakona skibsværft i Bilbao, som ESVAGT har haft et tæt og godt samarbejde med gennem flere år.

Deutsche Bucht projektet

  • Navn: OWF Deutsche Bucht
  • Awarded output: 252 MW
  • Turbiner: 31 MHI Vestas turbiner (V164-8.0 MW)
  • Forventet installation: 2019
  • Lokation: German North Sea
  • Afstand til kyst: Ca. 95 km
  • Parkejer: Northland Power, Inc


Om MHI Vestas Offshore Wind

MHI Vestas Offshore Wind er et joint venture mellem Vestas Wind Systems A/S 50% og Mitsubishi Heavy Industries (MHI) 50%. Virksomhedens eneste fokus er at designe, producere, installere og servicere vindmøller til offshore vindindustrien. Virksomhedens mål er at sænke energiomkostningerne fra offshore mølleparker ved at drive besparelser på aktiver og drift, og øge ydeevnen på vindmøller ved at bringe den bedste teknologi til markedet. Virksomheden er grundlagt på samarbejde og det at skabe et stærkt partnerskab med vigtige interessenter vil være hjørnestenen af virksomhedens forretningsmodel. 

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), hvor kundens teknikere er indkvarteret. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder.. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.