Få vores nyheder på mail

Samarbejde til søs redder to liv

Pressemeddelelse   •   Jan 14, 2019 17:45 CET

'Esvagt Carina' slæbte 'James Robert' til farvandet Grådyb.

Professionelt og eminent samarbejde mellem skibe sikrede, at to fiskere blev reddet fra kutter i brand.

Fredag blev besætningen på fiskekutteren ’James Robert’ reddet af helikopter i Nordsøen (mere information her).

Lørdag blev ’Esvagt Carina’ bedt om at slæbe den ubemandede kutter til farvandet Grådyb, hvorfra den skulle slæbes videre af anden part mod land. Det lykkedes besætningen at etablere slæbet og føre ’James Robert’ til Grådyb, hvilket afsluttede ’Esvagt Carina’s opgave. Pga. vind og sø kunne kutteren desværre ikke slæbes videre som aftalt af anden part. Søndag sejlede ’Esvagt Beta’ derfor to af ’James Robert’s besætningsmedlemmer ud til kutteren, da kutterens skipper og et besætningsmedlem skulle sejle den sikkert i land. De to fiskere meldte klar til at sejle ved egen kraft, og alle skibe satte derfor kursen hjemad.

Desværre udsendte ’James Robert’ kort efter en mayday-nødmelding pga. brand ombord. ’Esvagt Carina’ reagerede hurtigt og sendte en FRB til undsætning for at redde de to fiskere og føre dem sikkert ombord på ESVAGT-skibet og derfra videre med redningshelikopter til tjek på sygehuset.

Ifølge Esbjerg havnevagt var det en fornøjelse at høre, hvordan skibene på rolig og professionel vis kommunikerede med hinanden, efter nødmeldingen var sendt ud: ”Det, som de skibe havde gang i, var trænet rigtig mange gange”, lyder det fra Esbjerg havnevagt.

Samarbejdet var eksemplarisk, og en stor ros sendes til alle involverede, som kommunikerede, bød ind og koopererede under hele redningsaktionen.

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både olie & gas samt offshore vindindustrien. 

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.