Få vores nyheder på mail

Søsikkerhed styrket på frivillig basis

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2019 08:30 CET

”Søsikkerheden i Det Sydfynske Øhav er utilstrækkelig. Derfor har vi etableret et frivilligt beredskab”, siger Henning Møller, skipper i ESVAGT og frivillig i Ærø Søredningsforening.

ESVAGT-kolleger bruger fritiden på at gøre Det Sydfynske Øhav mere sikkert. 27 redningsaktioner alene på 5 måneder.

Hvis man skulle være i tvivl om behovet for den redningstjeneste i Det Sydfynske Øhav, som ESVAGT-kolleger på frivillig basis er en del af, så bliver den tvivl hurtigt gjort til skamme.

Et opkald til Allan Sydtoft for at høre om indsatsen bliver mødt med følgende replik:

”Jeg vil gerne fortælle om det, men vi er lige på vej ud til en redning”!

Allan Sydtoft er til dagligt FRB-assessor i ESVAGT, hvor han træner og eksaminerer sine kollegers evner i at betjene ESVAGT’s hurtigtgående redningsbåde, FRB’erne. Det er kompetencer, han også sætter i spil i sin fritid, hvor han sammen med en række andre ESVAGT-kolleger og øvrige frivillige er aktiv i Ærø Søredningsforening. Som i dag, hvor han assisterer en sejlbåd, der er havareret med et knækket ror.

”Vi gør det, fordi der er et stort hul i dækningen her i området”, siger Allan Sydtoft:

”Marstal er en af Danmarks mest trafikerede lystbådehavne, og farvandet hernede har mange fritidssejlere. Der er redningsdækning fra Svendborg og Sønderborg, men det er ikke nok til den trafik, der er. Derfor gør vi det”, siger han.

Godt samarbejde

Der er ifølge Allan Sydtoft cirka tyve personer, som er aktive i foreningen – godt halvdelen er ESVAGT-folk.

Men ESVAGT-koblingen er ikke kun mandskabsbaseret. Det 12-meter lange redningsfartøj ’Erria Rescue’, som er Ærø Søredningsforenings flagskib, har en fortid i rederiet som ’Esvagt Transporter’. ESVAGT satte skibet til salg i 2017, og da man hørte om interessen fra redningsforeningen fra Marstal, og at der var mange ESVAGT-kolleger engageret i tjenesten, blev der indgået en aftale.

”Vi har et forrygende samarbejde med ESVAGT”, siger Henning Møller, som til dagligt er skipper på ’Esvagt Sigma’ og i fritiden er aktiv i søredningstjenesten:

”Vi fik lov at overtage skibet til en absolut rimelig pris, og ESVAGT donerede endda en pneumatisk linekaster bagefter”, siger Henning Møller.

ESVAGT-standard hele vejen

Det er ikke bare skibet og initiativtagerne, der har ESVAGT-aftryk. Redningsforeningen har også taget fat i de ubefarne ESVAGT-søfolk, som går på Navigationsskolen i Marstal, og fået dem med i redningstjenesten, så de kan vedligeholde deres kompetencer under skoleopholdet.

Tilgangen til opgaverne i det sydfynske har derfor et naturligt ESVAGT-præg:

”Vi efterlever den sikkerhed og de arbejdsforhold, som vi benytter i ESVAGT, for de er de optimale. Vi sørger for, at ESVAGT-standarden, som skibet er født med, fortsat er med ombord”, siger Henning Møller.

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både olie & gas samt offshore vindindustrien. 

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.