Få vores nyheder på mail

STB12 forlægges gennem sydhavsøerne

Pressemeddelelse   •   Sep 05, 2017 11:57 CEST

ESVAGTs STB12 Wind 1 tog smuk rute gennem Smålandsfarvandet og det sydfynske øhav for at komme i dok.

Efter næsten to års flittig brug i Baltic 2-havmølleparken trængte ’Esvagt Froudes’ Safe Transfer Boat, STB12 ’Wind 1’ til et større serviceeftersyn:

”Tidligere har vi klaret det lokalt i Rostock, som er basehavn, men da der var en del på dokningslisten, ville vi gerne have den på vores værksted i Esbjerg og i stedet sætte reservebåden ’Wind 3’ ind”, siger Service Manager Søren Westphal.

Men når man er 12 meter lang, 5,5 meter høj og næsten lige så bred og i øvrigt vejer 13 tons, som tilfældet er for ESVAGTs STB12’ere, så er man ikke ret velegnet som stykgods på de danske motorveje.

”Vi fik lov at fragte Wind 3 fra værkstedet i Esbjerg til Kolding ad motorvej – derfra måtte vi sejle”, siger Søren Westphal.

Skibsassistent Steffan Brandt kender STB12 fra ’Esvagt Faraday’, og han meldte sig sammen med styrmand Anders Hytting Larsen til tørnen:

”Det var herligt dansk sommervejr uden en vind. Jeg har aldrig sejlet i det sydfynske øhav før, så det var jeg rigtig opsat på. Det er sådan noget, folk bruger mange penge på at gøre i deres ferie”, siger Steffan Brandt.

Turen fra Kolding til Møn tog 7,5 timer.

”Det er længe, men med lidt musik og en god madpakke var det ingen sag”, siger Steffan Brandt.

Om ESVAGT

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), hvor kundens teknikere er indkvarteret. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder.. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har cirka 900 medarbejdere on- og offshore.