Få vores nyheder på mail

’Esvagt Njord’ redder syv fiskere

Pressemeddelelse   •   Dec 23, 2020 13:23 CET

’Esvagt Njord’ reddede 7 fiskere.

REDNINGSAKTION: ’Esvagt Njord’ kom sidste tirsdag syv kvæstede fiskere til undsætning. Resolut indsats af ESVAGT’s besætning og godt samarbejde med Equinors medic og teknikere gjorde en stor forskel.

Tirsdag leverede besætningen på ’Esvagt Njord’ en helt igennem forbilledlig indsats i redningen af syv nødstedte fiskere tæt ved Dudgeon Offshore Wind Farm.

’Esvagt Njord’ er et SOV-skib, som servicerer Equinor i driften af parken ud for Great Yarmouth på den engelske østkyst. Over radioen hørte skipper Brian Kristiansen et fiskefartøj i nærheden efterlyse hjælp, og da han kaldte skibet op, fik han at vide, at skibet tog vand ind:

”Fiskefartøjet havde ikke kaldt Mayday, men vi tænkte, at der var brug for at have hjælp tæt på. Derfor sendte vi vores Fast Rescue Boat (FRB) i retning af skibet for at ligge standby og være klar til at assistere, hvis det udviklede sig”, siger Brian Kristiansen.

Situationen var imidlertid allerede langt mere alvorlig, end man havde fået indtryk af.

”Da FRB’ern nåede frem, var det tydeligt, at der var sket en alvorlig ulykke. Besætningen mente selv, der havde været flere eksplosioner ombord, og samtlige syv fiskere havde brug for hjælp – flere var alvorligt kvæstede”, siger Brian Kristiansen.

Godt samarbejde

’Esvagt Njord’ sendte straks den lidt større Safe Transfer Boat (STB7) mod fiskefartøjet for at hjælpe med at evakuere, og imens gjorde ’Esvagt Njord’s besætning klar til at tage imod de tilskadekomne.

”Da FRB’en kontaktede os og fortalte, at situationen var alvorlig, stod Equinors medic tilfældigvis på broen. Han kunne derfor også høre over radioen, at en af de kvæstede skreg af smerte. Derfor tilbød medic straks at bistå os i at yde førstehjælpsindsats”, siger Brian Kristiansen.

Samtidig tilbød Equinor, Certex og Siemens Gamesa, som også har folk ombord på ’Esvagt Njord’, at assistere yderligere med det førstehjælpsarbejde, der forestod, og CTV-besætning fra Green Marines hjalp også til.

”Samtlige syv fiskere var alvorligt tilskadekomne. Der var desværre flere brud, flænger og sår – der var ikke én af dem, som ikke skulle bindes ind eller hjælpes, så det var rigtig godt at kunne opgradere vores beredskab med støtten fra de øvrige ombord. Der var brug for alle! Tre var så hårdt medtaget, at de efterfølgende måtte evakueres med helikopter”, siger Brian Kristiansen.

Kompetent indsats

Han er meget stolt af, at besætningen handlede hurtigt og professionelt, og at man fra Equinors og Certex side straks var klar til at assistere.

”Jeg har sagt til mine egne folk og kunderne ombord, at alle kan være superstolte af indsatsen. Vi er forskellige firmaer, men vi er i den grad ét skib og én besætning. Det var meget rørende at opleve”, siger Brian Kristiansen.

Også fra ESVAGTs operation på land er der ubetinget ros.

”Det siger alt om ESVAGT, at et SOV-skib er i stand til at respondere så resolut, kompetent og dygtigt”, siger Steffen Rudbech Nielsen, Head of Ship Management – Operations:

”Skib og besætning er på en helt anden type opgave – det er ikke et skib med speciale i nødberedskab. Alligevel reagerer man prompte og effektivt, så snart man får fornemmelsen af, at der er noget galt. Mange i ESVAGT og på ’Esvagt Njord’ har en baggrund i vores ERRV-segment og er vant til at træne i redning og skarpe situationer. Aktioner som disse understreger værdien af, at vi også har den kompetence. Når noget sker, så er vi klar”, siger han.

Kristian Ole Jakobsen, viceadministrerende direktør i ESVAGT, er også stolt af indsatsen:

”ESVAGT’s vision er at yde Sikkerhed og Support til søs, og det gjorde vi igen på flotteste vis, da kollegerne ombord på ’Esvagt Njord’ reagerede lynhurtigt og topprofessionelt på nødkaldet fra fiskefartøjet. Det beskriver præcist essensen af vores vigtigste kerneværdi. Vi er meget stolte over endnu engang at være en afgørende forskel og sikre en lykkelig udgang på en særdeles vanskelig situation på havet, siger Kristian Ole Jakobsen.”

Siden 1981 har ESVAGT reddet 148 mennesker fra en livstruende situation på havet.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både olie & gas samt offshore vindindustrien. 

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 1000 medarbejdere on- og offshore.