Få vores nyheder på mail

West Gamma 30 år: ”Jeg var helt tryg, for de kunne jo deres kram!”

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2020 09:09 CEST

”Der er ikke en finger at sætte på den operation. Ikke én”. Asbjørn Rislaa

Mens ’Esvagt Omega’ reddede riggen West Gammas offshore medarbejdere op af bølgerne, lå Asbjørn Rislaa i vandet og beundrede professionelle fagfolk i arbejde.

Med 23 år i handelsflåden bag sig vidste Asbjørn Rislaa godt, hvad klokken var slået, da han natten til den 21. august 1990 erfarede, at riggens ledelse på West Gamma havde været samlet til skibsråd, efter riggen begyndte at kæntre.

”Jeg har selv været skibsfører og været nødt til at holde skibsråd i et par krisesituationer”, siger han.

Som uddannet sjøkaptein var han blandt de mere rutinerede offshore-medarbejdere på beboelsesriggen West Gamma. Han havde været ombord på riggen mange gange, og han havde fuld tillid til ledelsen – også i denne situation.

Men kritisk, det var det.

Redningsbådene på beboelsesriggen var slået løs, helikopterdækket ødelagt, vind og sø knagede i hele riggen, store vandmængder fyldte dækkene hurtigere, end pumperne kunne følge med til. Brandalarmen gik flere gange, udløst af kortslutninger og gnistregn. Da maskinrummet klokken 3 om natten stod under vand, beordrede riggens kaptajn en evakuering.

De så kompetente ud

Iført overlevelsesdragter gik Asbjørn Rislaa og de øvrige offshore medarbejdere på dækket. Natten var mørk, og helikopternes projektører lyste på dækket og det frådende hav, hvor redningsbådene lå klar.

Evakuering var tilfældigvis Asbjørn Rislaas spidskompetence: Han havde undervist i maritim sø-redning på Kristiansand Maritime Skoler, været kursusleder i sø-redning og været sikkerhedsofficer for Philips Petroleum.

Nu skulle teori møde praksis i form af 16-meter-høje bølger.

Når han 30 år efter bliver spurgt, om han var nervøs den nat på Nordsøen, griner den i dag 82-årige sjøkaptein i telefonen fra byen Vennesla uden for Kristiansand:

”Om jeg var nervøs? Hvorfor dog det?”, spørger han:

”Der var tre skibe med redningsbåde klar til at samle os op. Jeg kunne jo se, at de var i gang med at gøre lige præcis det, teorien fra lærebogen anbefaler. Og de så bestemt kompetente ud”, siger han.

Gav respekt

Riggens kaptajn stod rolig og fattet og gav tegn, når folk skulle hoppe i vandet.

Asbjørn Rislaa var blandt de sidste, der forlod riggen. Han kunne se de andre passagerer drive i bundter af fem eller seks personer ned mod de tre ventende skibe, ’Normann Drott’, ’Esvagt Omega’ og ’Esvagt Protector’.

”Det lignede en lærebog. Så jeg sprang i vandet, og lod mig drive. Jeg havde en fin dragt på, og jeg tænkte: Det bliver ikke bedre, end det her! Jeg var helt tryg, for det var tydeligt at se, at de kunne deres kram”, siger Asbjørn Rislaa.

Han blev samlet op af ’Normann Drott’s redningsbåd, men en svær sø væltede båden, og han faldt i vandet på ny sammen med 11 andre. Da selve ’Normann Drott’ forsøgte at komme den kæntrede redningsbåd til undsætning, skræmte det livet af alle i vandet.

”Det var skræmmende at se agterenden af skibet komme nærmere. I det ene øjeblik begravet i det frådende hav; i det næste højt hævet med piskende propeller”, skrev Asbjørn Rislaa efterfølgende i sin rapport.

Fortjener udmærkelse

Et andet skib gjorde tilsvarende et forsøg, hvilket var lige så skræmmende:

”Vi kunne se langt ind under bunden på skibet, da det nærmede sig”, skrev Asbjørn Rislaa i sin rapport om hele hændelsen.

De 12 personer fra den kæntrede redningsbåd fik vinkende afvist de store skibe. I stedet kom ’Esvagt Omega’s Fast Rescue Boat til undsætning:

”Man kunne se, at de her danske søfolk var professionelle – selv mens vi lå i vandet. Det imponerede os alle. Vi var ombord på skibet på ingen tid, hvor besætningen tog solidt fat i os og bød os velkommen. Det hele fungerede helt upåklageligt”, siger Asbjørn Rislaa.

I sin rapport efter hændelsen skrev han:

”Jeg må her berømme de danske redningsfolk. Der kan ikke være det mindste, de kunne have gjort bedre – fra start til slut. Jeg håber, de får en udmærkelse for deres indsats. Det fortjener de.”

30 år senere står Asbjørn Rislaa ved sine flotte ord:

”Det var en helt igennem fantastisk kompetent indsats. Det var en aktion, som gav stor respekt for ESVAGT i Norge”, siger han – og tilføjer så:

”Det skulle da også bare mangle!”

--

I forbindelse med 25-års-dagen i 2015 publicerede ESVAGT denne video:

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs og servicerer både olie & gas samt offshore vindindustrien. 

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Vi servicerer havvindmølleparker med en flåde af dedikerede Service Operations Vessels (SOV), et koncept som ESVAGT var de første til at introducere i 2010. Udover kabiner og fritidsfaciliteter er SOVerne udstyret med bl.a. kontor- og mødefaciliteter, reservedelslagre og værksteder. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 offshore skibe, og rederiet har cirka 1000 medarbejdere on- og offshore.